Rigtige MændBager.

Lasse Spang Olsen

Lasse Spang Olsen er nok allermest kendt som hele Danmarks actionmand. Stuntmand har der stået på visitkortet siden 1980’erne, hvor han sammen med sin bror, Martin Spang Olsen, blandt andet drev stuntskole i København.Han har været involveret i et hav af filmprojekter i Danmark og i udlandet, både som stuntmand, stuntkoordinator og fotograf. I 1995 debuterede han desuden som filminstruktør med ungdomsfilmen Operation Cobra og fik for alvor et folkeligt gennembrud med actionfilmen ‘I Kina Spiser De Hunde’ fra 1999. Siden da har han stået bag adskillige hæsblæsende publikumssuceser som “Gamle Mænd i Nye Biler” og senest “Den Sorte Madonna”. Lasse Spang Olsen er desuden aktuel med med en ny spillefilm, der har præmiere sidst på året og blandt andre har Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard på rollelisten.

En haj i et køkken
Lasse Spang Olsen har imidlertid også en anden side, som er knap så kendt. Han er nemlig lidt af en haj i et køkken. Faktisk er det med madlavning noget, han sætter en meget stor ære i. Hans køkken bugner af gode råvarer, og som i hans film er kun det bedste godt nok.

Det fremgår da også af Lasse Spang Olsens omgangskreds, der blandt andet tæller mesterkokken Thomas Rohde, direktør og køkkenchef på Kong Hans’ Kælder, som han har madklub med.

Men det er ikke kun finere kogekunst, der optager Lasse Spang Olsen, når han rumsterer i køkkenet. Bagning er nemlig hans allerstørste køkkenkompetence. Flere gange om ugen slår han hårdt i dejen og frembringer eksplosive smagsindtryk, som er en stuntmand værdig.

Et ordentligt brød kræver
sin stuntmand

Flere gange om ugen brødføder stuntmand og filminstruktør Lasse Spang Olsen sin familie med bagværk, som kun en mand kan gøre det.

“Det er vel lidt ligesom en hulemand, der forsørger sin familie med mad. Jeg bager, fordi brød er noget, min familie har brug for.”Hulemanden hedder Lasse Spang Olsen. Og han er en af de mange mænd, der i de senere år har skubbet kvinderne ud af køkkenet og overtaget ansvaret for at frembringe familiens daglige brød.

Lasse Spang Olsen er ellers mest kendt for at udføre halsbrækkende filmstunts og instruere film af den slag, hvori antallet af flyveskaller og skuddueller langt overstiger mængden af følsomme dialogscener.

Der er da heller ikke ret meget Kirsten Hüttemeier eller Karolines Køkken over manden, der hellere iklæder sig våddragt og klatresele frem for forklæde og skåneærmer.

Visse ting har Lasse Spang Olsen dog taget med sig fra den gamle danske husmodertradition – nemlig bagværket. Flere gange om ugen hiver stuntmanden, instruktøren og familiefaren nybagt brød ud af ovnen hjemme i køkkenet.

Fra en helt anden tid
Lasse Spang Olsen husker stadig sin første oplevelse med det varme brød, som han stiftede bekendtskab med hos sin farmor, da han var barn.

“Min farmor var ret gammel og dermed fra en helt anden tid. Hendes lejlighed så ud som i 1930’erne. At besøge hende var lidt ligesom at komme på museum,” husker Lasse Spang Olsen.

Farmoren bagte brød ud fra gamle traditioner, og det er især udgangspunktet i det traditionelle håndværk, der har inspireret stuntmanden i sin egen bagekunst.

Og han mener da også, at bagværk kan sammenlignes med byggeri og andet håndværk, hvor man sætter gang i en proces og lynhurtigt ser resultatet.“En dej hæver og bliver større, inden den kommer i ovnen. Når dejen så er i ovnen, sker der yderligere noget. Det tiltaler mig, at den forvandling, der foregår fra start til slut i processen, er så tydelig,” siger han.

Elsker at eksperimentere
Selve processen og skaberværket i forbindelse med bagningen er i det hele taget den altovervejende årsag til, at Lasse Spang Olsen elsker at forkæle familien med friskbagt brød flere gange om ugen.

At selve skabelsen er en vigtig del af produktet, afspejler sig også i de bageopskrifter, stuntmanden følger. De er nemlig sjældent ens.

“Jeg elsker at afprøve nye opskrifter. Men jeg kan også godt lide at tilføre noget nyt. Hvis det bare er det samme hver eneste gang, synes jeg, det er kedeligt,” fortæller han.

Rugbrød er mest maskulint
Lasse Spang Olsen har flere forskellige bud på, hvorfor flere mænd er begyndt at interessere sig for at bage.

Blandt andet mener han, at det har noget at gøre med, at der er kommet flere bageredskaber. Mænd elsker udstyr, som han siger. Derudover mener han, at mænd god kan lide at imponere andre med de ting, de kan skabe i deres køkken.

Begge dele er i hvert fald noget, Lasse Spang Olsen kan genkende fra sit eget liv. Desuden er han ikke i tvivl om, at noget brød er mere mandigt end andet.

“Det er mest mandigt at bage rugbrød. Det er groft, sundt og nyttigt bagværk – og friskbagt rugbrød smager fantastisk,” siger Lasse Spang Olsen.