Finax AB

Bage – Mel – Müsli – Musli – Brød

Hils på Frederik

Bag på grill med Fred the BakerBillede af Frederik Strømgaard Sørensen

56-årige Frederik Strømgaard Sørensen, også kendt som Fred the Baker, er en sand ildsjæl. Eller en grillsjæl, kunne man fristes til at kalde ham. Da den forhenværende selvstændige bager for 10-12 år siden fik sin første grill med låg, fik han nemlig også idéen at forsøge sig med bagning på grill. Og siden har han bagt på praktisk talt alt, hvad der findes af kul- og gasgrill. I dag er nichen dels hans levebrød – dels en altoverskyggende hobby. Faktisk går der ikke en dag, hvor Fred the Baker ikke grillbager et par gode brød eller udvikler og afprøver nye opskrifter på boller eller kager. Han kan simpelthen ikke lade være.

Den jyske bager er ganske uimponeret over egne evner og talent. Og han elsker at øse ud af sin store erfaring – og endnu større entusiasme – omkring bagning på grill. På utallige kurser og workshops bl.a. i Weber-regi illustrerer han gang på gang, hvor nemt grillbagning er, og at alt bagværk kan lykkes på grill. Her omvendes deltagerne hurtigt fra lidt skeptiske, men nysgerrige nybegyndere til overbeviste og udøvende grillbagere. Og hvis de er glade, er Fred the Baker glad. Han vil nemlig gerne have så mange med på grillbagningsbølgen, som muligt.

Andre, der er glade, er Frederiks familie og venner. De får ofte en pose friske boller eller en æske petitfour-kransekager med sig hjem, for Frederik og hustruen Iben kan umuligt spise alle lækkerierne selv. Når deres yngste af 3 børn skal giftes næste år, er det da også allerede bestemt, at Danmarks ukronede grillbagermester skal stå for den 5-etagers bryllupskage og et bugnende overflødighedshorn. Som naturligvis skal bages på grill.